guidens.dk

Opret e-Boks erhverv til din virksomhed

Gå direkte til login for virksomheder her: https://digitalpost.e-boks.dk/

Det er ikke kun som privatperson, du kan få en digital postkasse. Som erhvervsdrivende kan du ligeledes oprette en e-Boks til din virksomhed. Her kan du modtage post fra både offentlige myndigheder og private virksomheder. Kom godt i gang med e-Boks erhverv med denne guide.

Hvorfor skal min virksomhed anvende e-Boks erhverv?

e-Boks som digital platform giver mange gode muligheder for erhvervsdrivende. Udover at modtage digital post fra offentlige myndigheder og private virksomheder, får din virksomhed adgang til at opbevare arkiver i e-Boks, kommunikere sikkert, underskrive aftaler digitalt og foretage betalinger. Derudover er du sikret:

  • Kommunikationen overholder reglerne
  • Dine kunder modtager med garanti posten
  • Besparelser ved en digitaliseret og bæredygtig løsning
  • Dine kunder kan med ét klik udføre en given handling via et dokument
  • Tryghed for dine kunder

Sådan logger du på e-Boks erhverv

Du opretter en e-boks til din virksomhed ud fra din virksomhedstype. For nogle typer kan du logge på som privatperson med dit eget NemID eller MitID, mens du i andre tilfælde har brug for en medarbejdersignatur.

Enkeltmandsvirksomhed (privat NemID)

Ligesom ved login for private, kan du aktivere din virksomheds e-Boks ved at logge ind med dit private NemID. Dette gøres således:

  • Gå til e-Boks.dk
  • Tryk på ’Log på erhverv’
  • Indtast dit private NemID
  • Følg aktiveringsprocessen ved at udfylde oplysninger om virksomheden

Frivillig forening (medarbejdersignatur og privat NemID)

Når det gælder frivillige foreninger, er der flere måder at aktivere og logge på e-Boks på. Hvis du er registreret som Foreningsrepræsentant ved Virk, kan du tilgå e-Boks på samme måde som ovenstående guide for enkeltmandsvirksomheder. Her bruger du dit private NemID til at logge på ved at trykke på ’Log på erhverv’. Hvis du ikke er angivet som Foreningsrepræsentant, skal du følge denne guide:

  • Bestil en medarbejdersignatur med administratorrolle via Nets på Medarbejdersignatur.dk
  • Gå til e-Boks.dk
  • Tryk på ’Log på erhverv’
  • Log ind med din medarbejdersignatur med administratorrolle
  • Følg aktiveringsprocessen ved at udfylde oplysninger om virksomheden

Andre typer af virksomheder (medarbejdersignatur)

Er der hverken tale om en enkeltvirksomhed eller en frivillig forening, skal du bruge en medarbejdersignatur for at logge ind.

  • Bestil en medarbejdersignatur via Nets på Medarbejdersignatur.dk
  • Gå til e-Boks.dk
  • Tryk på ’Log på erhverv’
  • Log ind med din medarbejdersignatur
  • Følg aktiveringsprocessen ved at udfylde oplysninger om virksomheden

Kan jeg få adgang til e-Boks erhverv med E-boks App?

Du kan få adgang til virksomhedens e-Boks på din e-Boks App ved at give dig selv adgang som privatperson til virksomhedens digitale postkasse. Det er dog kun administratoren, der kan oprette adgangen.

Sådan oprettes og accepteres adgangen:

  • Log ind på e-Boks.dk. Bemærk at dette skal gøres fra en computer, og kan ikke gøres via mobilappen
  • Tryk på menuen med de 3 streger øverst i højre hjørne
  • Tryk på ’Adgange’
  • Tryk på den røde knap ’Giv andre adgang’
  • Indtast navn og CPR-nummer på vedkommende, der kan have adgang
  • Indtast eventuel ophørsdato for adgangen
  • Tryk ’Næste’
  • Vælg rettigheder/mapper for adgangen
  • Bekræft
  • Noter adgangskoden, som skal bruges til at acceptere adgangen
  • Log ind på modtageren e-Boks. Accepter i indbakken under overblik og indtast koden.

Nu burde virksomhedens digitale post kunne findes i din private e-Boks App. Find ’Delt med mig’ under ’Post’ for at indstille, hvordan du vil se posten.

Hvad sker der, hvis virksomheden lukker?

En e-Boks tilknyttet en virksomhed vil som udgangspunkt blive slettet efter 10 år, hvis virksomheden lukkes eller ejeren dør. Virksomheden vil altid modtage information om denne sletning. Dette betyder også, at man kan få adgang til den digitale post med et medarbejdersignatur 10 år efter, at en virksomhed lukker. Du kan ligeledes altid afmelde eller slette virksomhedens e-Boks på egen hånd, hvis du ikke længere ønsker at bruge den.

Kan der tilknyttes flere virksomheder/CVR-numre til en e-Boks?

Nej, der kan ikke kobles flere CVR-numre til en digital postkasse. Medarbejdercertifikatet giver udelukkende adgang til et givent CVR-nummer. Derudover kan en virksomhed også kun have tilknyttet én digital postkasse. Til gengæld kan der oprettes et ubegrænset antal af mapper i den digitale postkasse. Yderligere er det muligt at give andre virksomheder adgang til den digitale postkasse. Dette gøres således:

  • Log ind på e-Boks.dk. Bemærk at dette skal gøres fra en computer, og kan ikke gøres via mobilappen
  • Tryk på menuen med de 3 streger øverst i højre hjørne
  • Tryk på ’Adgange’
  • Tryk på den røde knap ’Giv andre adgang’
  • Tryk på ’Virksomhed’
  • Indtast virksomhedens CVR-nummer og RID-nummer på den givne medarbejder
  • Lav et kodeord, som modtageren skal bruge for at acceptere
  • Indtast eventuel ophørsdato for adgangen
  • Tryk ’Næste’
  • Vælg rettigheder/mapper for adgangen
  • Bekræft

Nu kan modtagervirksomheden, der skal have adgang til virksomhedens e-Boks, acceptere adgangen gennem sin egen e-Boks med det kodeord, som er blevet lavet.

Gå direkte til login for virksomheder her: https://digitalpost.e-boks.dk/